Sommerfuglen

Aflevering: gode råd

Aflevering: gode råd


Det er meget individuelt at aflevere sit barn, ofte kan det være forskelligt fra dag til dag.

GODE RÅD

Giv barnet tid til at vænne sig til at være hos mig om morgenen. Læs evt. en historie eller hjælp barnet ind i en leg, men bliv aldrig længere end 5 minutter.

Hvis barnet er ked af det og græder, fordi det ved, I skal gå, gør det ofte situationen nemmere for barnet, hvis afleveringen af barnet er kort. Ved at trække tiden ud eller komme tilbage, når I først har sagt farvel, bliver afleveringen ofte sværere for barnet, fordi det bliver i tvivl om Jeres hensigter – går I eller bliver I?

Barnet skal også være klar over, at der er handling bag Jeres ord, når I siger farvel. Det er naturligvis svært at sige farvel til sit barn, når det græder, men oftest går det meget hurtigt over og barnet går i gang med at lege. Husk jeg sender gerne en sms og lidt billeder.

Hav god samvittighed! Dit barn reagerer på fornemmelsen af, at der er noget at græde over, fordi du er ked af at skulle gå. Prøv i stedet at vise barnet, at det er trygt for barnet at være hos mig.

Børn har godt af faste rutiner. Lad barnet møde ”til tiden”. Hjælp barnet med at lægge tøjet på plads og vink farvel i det samme vindue hver dag. Små faste ritualer kan gøre afskeden lidt lettere.

Hav en rolig morgen.
Stå eventuelt lidt tidligere op, så morgenen ikke er alt for stresset.

Husk, at det er indkodet i børn fra naturens hånd, at de skal gøre, hvad de kan for at få mor eller far til at blive. At barnet græder betyder ikke, at barnet nu får traumer eller er rigtig ulykkeligt.

Lad være med at gå, uden at barnet ved det. Du risikerer, at dit barn ender med at tro, at ”mor og far kan forsvinde, hvis jeg vender ryggen til.”

Lav en aftale med mig om, at du ringer/sms'er eller jeg gør det ca. 5 minutter efter, du er gået, så du lige kan høre, at dit barn er okay. Som regel holder gråden hurtigt op. Stol også på, at jeg nok skal ringe og fortælle dig, hvis barnet bliver ved med at være ked af det.

Det er ikke tilladt at kopiere fra denne hjemmside - uden forudgående aftale.